Du har helt sikkert en holdning, men forstår du udfordringen ved digitale arbejdsplatforme?

Diskussioner om digitale arbejdsplatforme såsom f.eks. Uber er blevet folkeeje i Danmark. Holdningerne er mange, men hvad er egentligt essensen af problemstillingen? 

Essensen af problemet
På det danske arbejdsmarked kan man enten være ansat eller selvstændig. Problemet er, at de omdiskuterede platforme opererer i en gråzone herimellem. En gråzone der juridisk set ikke eksisterer. Det er med andre ord uklart, om brugerne på platformene er selvstændige freelancere eller almindelige ansatte/vikarer. Fortolkningen af arbejdsforholdet kan give store konkurrencefordele til freelanceplatformene. Vi illustrerer hvordan nedenfor med et simpelt eksempel fra www.chabber.com.

Et eksempel
Da vi lancerede Chabber, var vores produkt en digital tjenerbooking-platform, hvis juridiske setup kunne sammenlignes med f.eks. Uber. Ved at anskue vores tjenere som freelancere, fralagde vi os som virksomhed ethvert arbejdsgiveransvar. Der var dermed ikke krav til os om, at skulle sikre feriepenge, pension, forsikringer, indbetaling af skat mv. I praksis betød det, at vi kunne levere en langt billigere ydelse end vores konkurrenter, da vores omkostninger ganske enkelt var lavere.

Freelanceplatformen i dansk kontekst
Det blev dog en lang, sej kamp med et dansk arbejdsmarked reguleret af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Som Lizette Risgaard (formand i LO) fremhæver i Jyllands-Posten (link) indså vi at det først bliver, når der kommer ordnede forhold, at forbrugerne rigtig vil tage forretningsmodellen til sig”. Rigtigt nok, oplevede vi, at ved at leve op til ansvaret som arbejdsgiver, blev vores adgang til kunder langt nemmere, og samtidig sænkede arbejdsmarkedets parter deres parader.

Med ovenstående i mente, mener vi, at det er på tide, at den offentlige debat begynder at tage højde for, at det er muligt at iværksætte digitale arbejdsplatforme i det danske arbejdsmarked, som sikrer ordnede arbejdsforhold, og samtidig har et sundt forretningsgrundlag. Det er med Jonathan Løws ord på tide, at vi dæmper debatten omkring at omstrukturere arbejdsmarkedet, så det passer på en ny forretningsmodel, og i stedet begynder at bygge socialt bæredygtige digitale arbejdsplatforme (link).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *